Hej Alle
Og glædelig baghjul og håber alle havde en dejlig nytårsfejring.
Vi springer tilbage til begyndelsen af december, hvor vi skulle til Danmark og være værter for årets julefrokost med ØU banden. Det viste sig at blive en begivenhedsrig tur. Vores færge blev aflyst om eftermiddagen på afrejsedagen på grund af storm. Vi kunne bytte afgang til en anden (lidt ringere afgang), men vi skulle jo til Danmark, så sådan måtte det blive. Da den så en time senere også blev aflyst var der ikke så mange valgmuligheder ilbage. Vi kunne tage færgen fra Gøteborg kl 00.30 om natten og være i Danmark kl 04.00 eller vi kunne køre ned gennem Sverige og tværs over Danmark. Google sagde det ville ta 9 timer, så det var ikke lige det fedeste, selvom vi så evt så først skulle være fremme i Bramming kl. 14 om eftermiddagen, så ville det være en hård køretur, og vi ville være helt smadret hele julefrokosten for de få timer inden vi skulle retur igen søndag morgen. Det ville blive mere tid i bilen end vi egentlig ville have i Danmark, så den blev kasseret. Det betød, at vi skulle køre til Gøteborg. Da vi var kommet frem til løsningen havde vi 2 timer til at blive klar. Brian var heldigvis begyndt at gøre bilen klar inden vi vidste at færgen var aflyst, så barenovognen var lagt i bilen og kassen sat på taget. Erik blev puttet og vi fik pakket færdig.
Så var det bare at håbe på at drømmescenariet ville udfolde sig, og det må man sige det gjorde. Da Erik først havde sat/lagt sig til rette i bilen -bilen er noget af det bedste-skulle glæden over at køre bil lige overstås inden øjnene blev lukket igen og turen til Gøteborg gik helt fint. Brian skulle hvile undervejs, og være den der sov på færgen, så han var klar til at tage køreturen tidligt om morgnen når vi kom til det danske. Malene sover ikke så godt på færgen hvis der er bølgegang, og hvis det viste sig at Erik ikke ville sove, så var det lig’som fordelt hvem der skulle sove og hvem som skulle aktivere.
Da vi kommer til Gøteborg vågner Erik og har en fest på bagsædet, og ved færgelejet er der lastbiler, færgen og en masse spændende at se på, så vi bliver lidt nervøse for om han nu også vil sove igen på færgen. Der er ikke flere ledige kahytter, så vi slår os ned i fællesarealet. Erik i barnevogn, Brian på sofaen og Malene på gulvet. Erik er ikke helt tilfreds, så vi tager godnatritualerne på ny med godnathistorie og godnatsang, så falder han heldigvis til ro efter lidt tid, og vi får alle sammen sovet resten af turen. Vi er i land 04.30, og Erik er lysvågnen igen. Han falder heldigvis i søvn igen i bilen, og Malene kan få sig en lur. Ved 6/6.30 tiden (husker ikke helt længere) vågner vi og vi holder ind på en tankstation for at holde en god pause med lidt mad og drikke, og så er vi klar til resten af turen. Vi følte os utroligt heldige at Erik gad sove over så mange omgange og at han ellers var (lidt for) glad under de vågner perioder.
Der blev mulighed for en middagslur i Bramming før klargøring til aftenens julefrokost. Lone skulle passe Erik om eftermiddagen/ aftenen, og han opførte sig efter sigende rigtig fint. Vi havde en helt suveræn julefrokost med fantastiske mennesker. ØU delen af selskabet fik regnet sig frem til at de havde en slags julefrokost jubilæum i år, så det blev foreviget med dette flotte billede 🙂
Hjemturen søndag morgen gik heldigvis meget mere roligt. Fin køretur og fin færgetur. Men sådan en rejse vi havde ned til Danmark kommer ikke til at ske igen 😉 så heldige kan vi kun være en gang.
Resten af december gik med julehygge og vi havde en hyggelig konfekt dag med familien Dorph Buschardt på Frogner.
Og pludselig kom julen.
Vi havde en rigtig dejlig jul. Vi havde decideret juleferie i år, og det var alle tiders. Vi tog til Danmark om aftenen den 22. december og var så ellers hele vejen rundt i løbet af alle juledagene, og den 28 om aftenen tog vi færgen hjem igen. Malene skulle arbejde til nytår, og når nu det passede ind, så var det skønt med en “fridag” hjemme inden arbejdet kaldte igen. Men en kort fortælling om vores jul kommer her:
Fra færgen tog vi på julebesøg hos familien Rosenbeck Gøeg i Aalborg. Brian havde lidt glemt at melde tilbage på invitationen at vi gerne ville komme, så det var heldigt at de var hjemme 🙂 Nogle hyggelige timer som altid. Da det passede med Eriks middagslur, vendte vi snuden mod Vojens.
Julen i Vojens var som altid dejlig, hyggelig og rolig, og i år, vendte vi lidt om på nogle rækkefølger for at Erik kunne nå at opleve dansene om juletræet og åbne nogle af sine gaver inden han skulle sove. Så kunne vi andre fortætte med ris a la mande og gave givning bagefter. Erik var meget glad for dansen om træet og efter hver sang kommanderede han “mer’ mer'”. Og lige så fascineret var han af lysene. Det var herligt.
Den 25 om morgenen var vi inviteret til julemorgenmad hos Vivi og Michael. Erik charmede, og vi var alle nede og se på hønsene og på en gammel fin traktor. Som altid når vi er på ture, bruger vi Eriks middagslur på transport, og denne gang gik turen til Bramming. Her fik vi også et par dejlige dage. Der skulle holdes julefrokost 2. juledag, og JP og Lone havde forberedt en masse, så der var go tid til afslapning og hygge. Vi holdt mini jul om aftenen den 25. 2.Juledag stod på klargøring og gæster. Alle kom mens Erik sov middagslur, så det var lidt et chok at der var så mange da han vågnede og var (lidt) mor og far syg. Senere på eftermiddagen da gæsterne begyndt at tage hjem igen, blev han dog modigere og legede en fantastisk leg med Mathias og Martin. Der var fuld skrald, og masser af latter. Mathias og Erik skal nok blive fine venner 🙂
Herefter tog vi til Borris. Et lille kort visit, men et dejligt visit. Der har altid været noget med at man kan komme over til naboen og se på køerne, og vi tænkte at nu var Erik måske blevet stor nok til at synes det kunne være sjovt. Det var det også til en vis grad…køerne var spændende nok, bare de var lidt på afstand. Hos Mona og Jørgen bor også verdens gladeste hund, Theis. Han er altid meget glad, og kan virke lidt voldsom. Erik snakker stadig om Theis, så tror han har fået gjort et godt indtryk på ham.
Vi kørte fra Borris så det passede med middagsluren igen og havde inviteret og selv på et kort julevisit hos Laura i Aalborg inden vi skulle videre til Frederikshavn og færgen om aftenen.
Nytåret blev fejret med Maleni, Marte og Alex. Vi havde købt et godt stykke kød i Danmark, og imens Malene var på arbejde, ordnede Brian og Erik forberedelserne til nytårs middagen. Sådan er det som oftest til Nytår; Malene er på arbejde og Brian ordner maden 🙂
Nu er hverdagen kommet igen, så der sker ikke det store. Hverdagen med arbejde, børnehave og svømning krydret med hygge, leg, bøger og præge Erik til “at male, det er da sjovt” 🙂
Her er MEGA koldt, og masser af sne. Så nu er vinteren for alvor kommet.
Nogle morgener ser vi en masse fine lysstriber på himlen. Det er når der egentlig er klart vejr, men lidt tåge nederst, og når det så er hundekoldt og lidt iskrystaller i luften som vender rigtigt (vindstille), så giver lamper fra bygninger og lygtepæle disse fine striber op i himlen (hvor tågen er). Vi har ikke fået taget nogle rigtig fine billeder af dette, men hvis vi husker det inden vi er færdige med at skrive bloggen, så kan vi linke til nyhedssiden heroppe som har udstyret til at tage disse fine billeder. (Se punkt 1). Ellers må i nøjes med de lidt dårlige billeder vi selv har fået taget som ikke overhovedet viser hvor flot det egentlig var.
Brian har været på den første tur på ski i lørdags, og nu klager han lidt over ømme muskler i benene. Det kan jo kun betyde at han er i dårlig form og må ud lidt oftere 😉
Ellers ikke så meget nyt herfra!
Ha det godt derude